Ophold på hundehotellet | En typisk dag for din hund

Hos mig er der ikke to dage der er ens, og det synes jeg er skønt! Dagene varierer med de hunde der er på besøg og den aktivering de har lyst til.

Derfor er det absolut ikke alle dage der ser ud som beskrevet nedenfor. Fælles for alle dage er at jeg (eller en af mine super dygtige hundeluftere) nyder tiden med din hund og elsker at finde på udfordringer og aktiviteter der passer til din bedste ven.

Nogle dage starter med morgenmad og rent vand. Morgenmaden serveres i diverse aktivitetslegetøj hvis din hund har lyst til det. Nogle hunde foretrækker en alm. skål og så bruger vi selvfølgelig det. Herefter går vi dagens første tur – når hundene lige har slået mave.

Andre dage starter ved med gåturen og så serveres morgenmaden umiddelbart efter hunden kommer ind igen. Vi er selvfølgelig opmærksomme på at hundene4 ikke aktiveres umiddelbart efter de har spist, så det er ikke atypisk at de tre sidste hunde der skal luftes får mad inden vi starter med gåturen og så fodrer vi de andre efter turen.

Gåturen er oftest på marken, hvor hunden kan rende løs og ellers kommer snoren på og så går vi i skoven. Vi bruger hundens egen snor, og går meget gerne med en lang line eller flexi så hunden har mulighed for at komme lidt ind i skoven osv.

På gåturene er der tit forskellige aktiviteter. Sommetider et lille fodersøg. Sommetider balancetræning. Nogle gange går vi off-road i skoven og ser hvad vi kan finde af spændende dufte. Det er heller ikke unormalt at vi lige gemmer os bag et juletræ så hunden skal finde os.

Efter morgenluftningen får hundene ofte en snack fra deres kasse og jeg får gjort rent inde og ude efter behov.

Over middag er det tid til næste gåtur enten med mig eller en af mine hundeluftere. Igen veksler vi mellem marken og naturen omkring os.

Hvis der er nogle af hundene der passer godt sammen, så får de måske lov til at lege på marken eller kommer sammen med ud at gå tur. Det er helt op til dig om din hund må luftes i snor eller løs sammen med andre hunde, og det kræver også at der er et godt match mellem de hunde der er på besøg. Det er vigtigt for mig at du ved at det altid er mig der vurderer om din hund kan lege godt med en anden hund. Det vil sige de første 1-2 gange er det sammen med mig. Er kemien og legen god kan mine voksne hundeluftere også tage hundene med ud at lege. God hundeleg er noget der ligger mig meget nært, men jeg vægter den menneskelige kontakt højere mens din hund er her.

Så er der ro igen indtil det er tid til aftensmad som serveres ved 17-19 tiden. Sommetider er der en ekstra tissetur inden aftensmaden. Dette måltid serveres på samme måde som morgenmaden, så hunden aktiveres her også.

Ved 20-22 tiden er det tid til den sidste luftetur. Denne foregår ofte i snor og sommetider i kombi med en tur på træningspladsen hvor jeg har mulighed for at tænde lys.

Da jeg startede pensionen sad jeg ofte inde ved hundene på skift. Så de kunne få lidt ekstra nus bag øret. Denne del af pasningen er flyttet udenfor nu. Jeg har stole placeret forskellige steder på marken. Så kan vi sætte os og hunden kan vælge om den trænger til ekstra nus eller hellere vil på musejagt eller lignende.

Tiderne varierer, for jeg bestræber mig på ikke at gå over og forstyrre hundene hvis de ligger og sover. Jeg tjekker altid overvågningen inden jeg går over og generelt flere gange i løbet af dagen. Det er vigtigt for mig at hundene også får hvilet sig.

dogsrus.dk
dogsrus.dk hundepasning på din hunds præmisser
dogsrus.dk hundepasning på din hunds præmisser