Praktisk information om din hunds behandling hos dogsrus.dk

Når du ankommer til din første behandling har jeg sat tid af til at du og din hund får en god oplevelse, samt at jeg får mulighed for at komme hele hunden igennem. Jeg har altid godbidder klar til din hund, men hvis din hund har allergi eller måske hellere vil sidde med sin yndlingsbamse, så må du meget gerne medbringe dette.

Snor på.
Når I er hos mig skal din hund være i snor af hensyn til andre kunder og hunde på matriklen. Hvis din hund har brug for at rende løs, så har vi en indhegnet mark du kan bruge. Husk blot at spørg inden behandlingen om du må gå derover, så jeg ikke selv er igang med at lufte hunde der. Du er velkommen til at gå en tur med din hund langs stier og veje. Det er altid godt at hunden lige får tid til at tisse af o.lign. Når du lufter hund bedes du holde afstand til vores private have – især hvis mine hunde er ude. Dette for at undgå at mine og din hund stresser hinanden. På forhånd tak! Gå hellere op ad vejen langs hallen, op mod skoven.

Før behandling.
Det er vigtigt at din hund er ren og evt friseret hvis den er langhåret. Det er ikke rart at få massage hvis man har sand i pelsen og det kan være meget smertefuldt for hunden hvis der er filtertotter i pelsen under massagen.

Efter behandling:
Når behandlingen er ovre har du en tørstig og sandsynligvis træt hund. Jeg har vand stående i klinikken og ellers henter jeg noget – hvis nu hunden før jer har tømt skålen. Det er en rigtig god idé at hunden kommer ud på en kort luftetur lige efter hundemassage, så det kan tisse og lave hvad den nu skal. Derefter plejer der at være ro på de fleste hunde.

Du skal holde din hund i ro i 48 timer efter hundemassage. Det vil sige korte lufteture i snor, ingen vild leg, ingen træning eller boldleg osv osv. Grunden til disse “regler” er at muskulaturen skal have ro når jeg har været inde og rode ved den. Hunden skal have mulighed for at mærke efter det nye og vi skal ikke have tilbagefald.

Vær opmærksom på at din hund kan være ekstra træt i dagene efter massage, men sommetider observerer vi også det modsatte. At hunden føler sig mere fri og måske begynder at lave unoder, den ikke gjorde inden massage – såsom at hoppe op ad dig eller lignende.

Dyrlæge?
Såfremt min gennemgang af din hund viser noget dyrlægekrævende, så vidersender jeg dig til din egen dyrlæge for nærmere udredning.

Betaling:
Der betales ved hver behandling på MobilePay. Som udgangspunkt modtager vi ikke kontanter.
Der giver ikke kredit og du kan ikke betale på faktura.

Er du blevet forhindret?
Hvis du ikke har mulighed for at møde op til den aftalte tid bedes du melde afbud senest 24 timer før på tlf. nr 22239685 eller mail info@dogsrus.dk. Dit afbrud er gældende når du modtager svar retur, men tidspunktet hvor vi har modtaget din mail er naturligvis gældende. Husk at give besked senest fredag hvis du har en tid mandag, som du ikke kan nå.

Melder du afbud for sent afregnes med 50% honorar
Udeblivelse fra en behandling vil den aftalte tid blive afregnet med fuldt honorar. Du vil modtage en faktura på mail.