Hundemassage kan gøre en forskel for din stressede hund

Stress forekommer mere end man lige tror hos hunde. Men hvis nu vi er ærlige over for os selv, så ved vi da også at hvis vi bliver udsat for ting der irriterer os eller er ubehagelige for os, så når vi også en grænse på et eller andet tidspunkt. Selv den roligste person kan måske nikke genkendende til at en dag får man bare nok af at ALT driller.

Det samme gør sig gældende for vores hunde. Denne kumulative stress er faktisk at finde hos vores hunde og selv den mest rolige og afbalancerede hund kan derfor rammes af stress – og det kan give anledning til at hunden pludselig laver udfald mod andre mennesker, hunde eller børn. Ikke en situation vi ønsker at befinde os i som hundeejer…

Trigger stacking og stress

Med trigger stacking menes at hunden har været udsat for trælse hændelser tilstrækkelig med gange til at de opbygges og derefter udløser stress eller en uønsket handling. Triggerne kommer en efter en og hunden når ikke at slippe dem ordentligt. Hunden er altså i en tilstand af kumulativ stress. Og det ender, desværre, som regel galt.

Før det går galt skal vi som hundeejere sætte ind og få ro på vores hund – og det er her hundemassage kan komme ind i billedet som et middel til at få afbalanceret din hund.

For at forklare dette har en anerkendt hundeadfærdsspecialist benyttet sig af en sammenligning med tetris – de fleste af os kender spillet. Vi skal placere blokkene, lave rækker og så forsvinder de. Så er der hele tiden plads til nye blokke. Men hvis vi er for langsomme, eller sætter blokkene forkert, så slipper vores plads op og blokkene fylder det hele. Det er her din hund måske laver udfald mod en anden hund… Den kan ikke rumme flere triggere.

Og hvad kan triggerne så være? Jamen det kommer helt an på din hund. Det kan være pressede situationer, andre hunde, børn, smerter – stort set alt. Også selvom vi ikke nødvendigvis anerkender det som en mulig trigger.

Små tegn på stress

Nogle tegn på stress er lette at se – andre er nemmere at overse. Det er ikke til at sige hvilke signaler din hund benytter sig af. Det kan være en kombination af de lette og de svære, men det kan også udelukkende være de små tegn. Og det sætter dig som hundeejer på en prøve – du skal lære at genkende din hunds tegn så du kan gribe ind inden der sker noget.

Nedenfor kan du læse nogle typiske tegn på stress:

  • Gaben
    • Et stressgab er anderledes end et “Jeg-er-træt-gab”. Det er mere overfladisk og der kan være mere lyd på en ved træthed. Gaber din hund mange gange kan det være et forsøg på at frigøre stress. Dette gab ses også som et dæmpende signal, som hunden bruger ovefor dig, andre hunde eller som beskrevet for at dæmpe sig selv.
  • Halsen
    • Når hunde har det varmt halser de, når leger eller motionerer halser de – og når de er bange eller anspændt vil de også halse. Se på din hund; er der en genkendelig årsag til at den halser? Eller kan du ikke gennemskue hvorfor. Hvis du ikke kan finde en årsag kan det være tegn på stress.
  • Tungeslik
    • Her har vi også fat i et typisk dæmpende signal. Hvis din hund laver hurtige tungeslik (det kan være svært at se) så kan det være et tegn på at din hund er utilpas over noget.
  • “Whale eyes”
    • Denne har jeg ikke lige noget dansk ord for. Men det er begrebet man bruger når man kan se det hvide i hundens øjne. Ofte drejer hunden hovedet, men vil fortsat holde øje med hvad der sker. Der har floreret flere videoer på facebook og andre steder med hunde der har børn kravlende på sig og lige pludselig så bider hunden barnet. Et af de signaler man kan se i disse viedoer er “whale eye” ofte lige inden hunden laver sig udfald. Min holdning til disse videoer… Jeg bliver rasende. Jeg ser dem ikke. Jeg skynder mig at scrolle videre. Jeg er ikke interesseret i at kunne se trigger stacking som til sidst ender med et udfald. Forældre bør være ansvarlige og lære deres børn at omgås hunde – men det er vist et helt andet blogindlæg.
  • Hunden nægter at tage godbidder
    • Hvis din hund er i “fight or flight” tilstand, så nedsættes appetitten  og derfor kan du have en hund der ikke vil tage godbidder. Dog er der også hunde som, selvom de er stressede, skynder sig at sluge godbidder. Efter en ophidset situation tjekker jeg altid om jeg kan få min hund til at spise – det virker dæmpende og jeg ved at hvis huden spiser så er stressen ikke så høj.

Der findes flere signaler på stress. Dette er blot et udvalg som kan være lette (eller svære at se)

Hundemassage kan dæmpe stress hos din hund

Hundemassage kan dæmpe stress og give velvære

Angst for fyrværkeri

Hundemassage kan forebygge og lindre stress hos din hund

Smerte kan være en meget potent trigger – og vedvarende smerte kan nemt giver trigger stacking og dermed gøre at din hund lever i en kronisk stress.

Det kan være svært for os at bemærke at denne trigger stacking forekommer. Hunden kan gradvist ændre adfærd og ja disse små ændringer over tid er bare sværere for os at se end hvis det kommer pludseligt.

En af grundene til at hundemassage virker dæmpende på stress er at berøringer øger udskillelsen af nogle rigtig gode hormoner:

  • Serotonin
    • Dette hormon benyttes i vores og hundenes nervesystem. Det har en regulerende effekt på humør, sult og søvn – generelt fremmer det følelsen af velvære og tilfredshed. Hundemassage øger udskillesen af serotonin og dette er medvirkende til den positive påvirkning af hundens humør.
  • Dopamin
    • Ligeledes et stof der bruges i nervesystemet og som øges ved massage. Dopamin spiller en afgørende rolle for drivkræfterne bag alle positivt motiverende handlinger hvor der er knyttet oplevelser af velvære.
  • Oxytocin
    • Dette hormon kan faktisk kaldes “kærligheds-hormonet” – det er blandt andet forhøjet hos diegivende tæver og hos mennesker der er forelskede. Generelt så giver det en større følelse af tilknytning og velvære. Oxytocin frigives ved det blide massagegreb.

Udover at virke fremmende på de gode hormoner, så dæmper massage udskillelsen af blandt andet cortisol, der er et meget typisk stress hormon. Ved at dæmpe dette hormon dæmper man også stress direkte. Af andre typiske stress hormoner kan nævnes adrenalin, som er ansvarlig for “fight or flight” reaktionen. Her går massage også ind og virker dæmpende og dermed giver det hunden mulighed for at slappe af. Det er ikke muligt at slappe af hvis adrenalinniveauet er for højt.

Det er vigtigt at nævne at hvis man har en hund der har tendens til stress, så vil der skulle flere behandlinger til. Indledningsvist til at få ro på hunden og derefter vil hunden skulle have massage med jævne intervaller for at begrænse trigger stacking og kronisk stress.